230410 01
230410 01A
230410 01B

Indsendt af Per Clausen


Anden påskedag. Jævn til frisk vind ret øst. Højt solskin og omkring 10 grader. Sådan var det da Thomas og jeg sejlede ud kl. 11 og indtil vi landede igen kl. 17.
Det blev kulissen for årets første tur i Bente.

Thomas og jeg satsede på havørreder kystnært.

Vi dørgede og kastefiskede fra Nørrekås og ud over og inden om Hvide odde-revet.
Derefter en afstikker mod nord langs Blykobbe.
Intet tegn på liv.

På vej tilbage langs Blykobbe, kastefiskede vi den nordlige del af det store rev der går i en bue ud fra ved Villa Nova og rammer kysten igen ved Sandegård.
Teorien var, at strømmen kom fra syd, så der måtte være lunere vand der løb ud fra den nordlige del.
Vi lå lidt uden for revet og drev over sandbunden langs revet.

Jeg fik straks et hug inde på revet, og så en flok grønlændere der fulgte blinket ud over sandet.
Jeg fik dem til at vimse lidt rundt ved at holde blinket i gang ved at svinge med stangen, og talte op til fire fisk synlige på en gang.
I næste kast havde jeg en flok tobiser efter blinket. Så er det forår.

Lige derefter fik Thomas så en god fisk der tog en Bornholmerpilen inde på revet.
Da var klokken blevet 14.20.
En flot fisk på 49 cm.

Vi lå lidt for anker og kastede på revet, men uden flere kontakter.
Der var dog nogle springende ørreder.

Vi sluttede så turen med i fred og ro at dørge hjem uden at blive forstyrret af fisk.