Sølvtøj fra Nordkysten

Fisken der ventede mig i 25 år

Efter at have boet på nordkysten i 25 år fik jeg endelig begyndt på at fiske havørreder sidste efterår.
Efter en frustrerende række nul-ture gik der omsider hul på bylden og jeg fangede ret godt vinteren over, mere end 20, heraf mange pæne fisk, men jeg havde dog aldrig fanget nogen med tydeligt løse skæl, så jeg havde stadig til gode at tage fisk med hjem.
Jeg glædede mig dog mest af alt til den 16. januar, hvor jeg endelig kunne fiske nær mit hus, hvor jeg var kommet i alle årene, med større og større børn, og hvor jeg derfor har så mange kære minder fra. 
Det var en iskold og blæsende morgen, og efter en times tid fangede jeg en pæn blankfisk ved at kaste bombarda-rigget skråt ud og lade det rulle ind med det hvide bølgeskum. Den var lidt over 50 cm, med løse skæl Totalt lovlig fisk, som jeg have glædet mig så længe til, men en pludselig og overvældende følelse af taknemmelighed fik mig til at sætte den ud igen, næsten som en ofring til dette sted, der betyder så meget for mig. 
Kort efter var der igen hug, samme sted, samme metode, men denne gang en ordentlig bandit! Den sprang og trak line mange gange, og jeg spekulerede på hvor godt den lille kobberbasse mon sad fast i denne store kæft.
Til sidst var den inden for rækkevidde et par gange, men jeg havde været så dum at sætte for lang forfangs-line på, så selv om jeg rullede bombara-flådet helt op til toppen på min 11-fods stang, så kunne jeg ikke få den helt ind over nettet. Det var ellers gået godt med mindre fisk, men nu bøjede stangen jo temmelig meget, og jeg havde svært ved at styre vildbassen med den ene hånd højt hævet over hovedet.
Heldigvis havde tre unge fiskere set den springende fisk og kom hen for at se, og én af den kom ud og nettede den for mig.
Den var blank og med løse skæl, 63 cm og lidt over 3 kg. Jeg havde før dette tidspunkt fanget flere slatne nedgængere omkring 70 cm, men denne noget kortere fisk gav den vildeste fight jeg til dato har oplevet.
Og så på den kyststrækning jeg elsker mest af alt!