Sandart fra Värmland

Göööööööööös! Min første sandart

Jeg besøger gerne min bror når han er på elgjagt i Värmland. I år havde jeg min nye kajak med og var fast besluttet på at fange min første sandart.
Ude midt i Mossbergssjön fiskede jeg omkring en grund på 6-8 meter, da jeg fik bundbid mystisk højt i vandet. Jeg måtte sejle derhen og slide jiggen fri og kunne på min fishfinder se, at der var noget diffust materiale næsten helt op til overfladen. Så jeg skyndte mig at komme væk og fiskede videre andetsteds, dog uden held.
Dagen efter fortalte jeg det tilfældigt til en grejhandler. Han morede sig og fortalt at jeg havde fundet ris-bunken, som de havde lagt ud af hensyn til yngelpleje, og at det var netop deromkring jeg skulle fiske.
Så jeg sejlede derud igen. Det tog en rum tid at genfinde stedet, og jeg mistede det et par gange på grund af vind, der gav afdrift og små bølger, der gjorde det umuligt at fornemme kølvandet.
Men endelig fandt jeg det og fik kastet anker.
Og så skulle jeg tisse!! Jeg har nået en alder, hvor jeg bliver nødt til at reagere på den impuls, så jeg overvejede at sejle de 500 meter til land for at få det overstået. men forstod at der så ville gå en time før jeg igen havde fundet stedet og kunne komme i gang med at fiske. Desuden var en jolle med to gutter dukket op, og jeg ville nødigt overlade smørhullet til dem..
Så beslutningen blev, at jeg bare tissede i bukserne. Aaaaah, det lettede, og belønningen kom hurtigt, da jeg i femte kast fik bid. Jeg havde en lille jig på, som jeg havde fisket aborrer med, og jeg havde egentlig tænkt at jeg ville skifte til en større jig med stinger-krog, men det nåede jeg altså ikke.
Jeg kunne mærke, at det ikke var gedde, og hvis det var aborre var den i hvert fald meget, meget stor. Men inden længe kunne jeg ane den aflange, gullige fisk, der rullede rundt under kajakken. Fighten var ukompliceret, men oprivende fordi jeg var sindssygt bange for at miste den. 
Da den var i nettet fik den af samme grund straks med "præsten", inden jeg holdt den op for gutterne i båden skreg "göööööööööös" i overdreven, barnlig stolthed.
Den målte 54 cm, og jeg fangede ikke flere selv om jeg brugte et par dage mere på bundfiskeriet.
Vi spiste den fileteret, vendt i mel og stegt på pande. Det samme gjorde vi med en stor aborre for at sammenligne smagen, men der var ingen tvivl om, at sandarten var i en klasse for sig selv!